Om mig

Christiania- Teater- Børnekultur- Maleri. 

Jeg blev født i 1975 i en skurvogn på Christiania. Jeg voksede op der med to søstre og mine forældre og en masse venner og dyr. Begge mine forældre har hele mit liv arbejdet med kunsthåndværk og begge har inspireret mig meget. Som barn spillede jeg teater, blandt andet i Christianias Børneteater og Den Grå Hal. Det var nogle store og gode oplevelser for mig. Hjemme tegnede vi meget og der var god plads til kreative ideer.

Som ung var jeg i flere år en del af gruppen i spille- kulturstedet Operaen på Christiania. Det var musik, teater, scenekunst og billedkunst i en stor fantastisk blanding. Det er nok kunsten og kulturen på og omkring Christiania der er min største inspiration. 

Efter en pædagog uddannelse udviklede jeg den pædagogiske bevægelsesmetode Tigertræning, der kombinerer leg, fælleskab, musik og historier. Da min mand Troels Alsted kom med musikken turnerede vi i nogle år med Tigertræning Legekoncerter og udgav en række plader og bøger. 

Siden 2020 har vi boet i Skovlunde og jeg har arbejdet som støttepædagog i Københavns Kommune. Stille og roligt er jeg vendt tilbage til tegnebordet og er også begyndt at male. 

Det er som om dyrene fra min barndom og farverne i min mors keramik dukker frem og  gamle indtryk og drømme fra mit liv kommer flyvende ind på papiret.